05. October 2023
Marius Pedersen A/S, som er en af Danmarks førende miljøvirksomheder, har i dag købt RC Plast A/S, som er beliggende i Varde. RC Plast har igennem mere end 40 år arbejdet med genanvendelse af plastaffald, primært fra industrien.
Marius Pedersen A/S overtager samtlige aktier i selskabet. Med overtagelsen følger medarbejdere, kunder, kontrakter, produktionsfaciliteter og ejendom. RC Plast A/S’ kunder og forretningsforbindelser vil således også efter overtagelsen have samme daglige kontaktpersoner på Gellerupvej i Varde.
For Marius Pedersen A/S er det en glædens dag, at aftalen med RC Plast A/S er indgået. Administrerende direktør Simon Clausen udtaler: ”Vi ser særligt frem til at byde alle medarbejdere velkommen i Marius Pedersen A/S, og vi glæder os til at indtræde som ny bestyrelse i RC Plast A/S og forsætte samarbejdet med direktør Helle Vingolf. Sammen vil vi styrket gå en spændende fremtid i møde med øget efterspørgsel efter indsamling og cirkularitet af post-consumer plast, øgede kundekrav om digitalisering og dokumentation, og samtidig får vi sammen mulighed for at være en del af en større organisation og en samlet større værdikæde fra indsamling og behandling til produktion af regenereret plast, der kan indgå i produktion af nye plastprodukter.”
Direktør Helle Vingolf fra RC Plast A/S udtaler: ”Vi er meget glade for at blive en del af Marius Pedersen A/S. Vores kunder efterspørger i stigende grad plastgranulater lavet af post-consumer plastaffald, og den ”råvare” har Marius Pedersen adgang til. Derfor ser vi det som et perfekt match, der vil bidrage med bedre service og udbud til vores kunder, udvikling af virksomheden og medarbejderne samt ikke mindst øget cirkularitet og bæredygtighed.
Afgående bestyrelsesformand Johnny Haahr udtrykker stor tilfredshed med, at den nye ejer af RC Plast A/S er Marius Pedersen: ”Vi har de senere år i ledelsen og ejerkredsen, arbejdet målrettet med strategien for RC Plast, samt styrket organisationen. Det nye ejerskab er med til at sikre, at RC Plast A/S’ store potentiale kan realiseres”
Spørgsmål kan rettes til:
Adm. direktør Simon H. Clausen, Marius Pedersen A/S, mobil 51361764
Direktør Helle Vingolf, RC Plast A/S, mobil 61550806