19. May 2022
Marius Pedersen A/S har indgået aftale med RTR Gruppen Roskilde
Det er med glæde, at vi kan orientere om, at RTR Gruppen Roskilde har indgået aftale med Marius Pedersen A/S om køb af RTR virksomhederne RTR A/S og RTR Kloakservice ApS.
Købet indebærer, at Marius Pedersen A/S overtager 100% af aktierne i selskaberne. Overtagelsen er sket pr. 18.05.2022.
Handlen er et aktieopkøb, hvilket betyder at både medarbejdere, kunder, kontrakter, vognpark samt ejendommene på Søndre Mellemvej i Roskilde overdrages.
For familien bag RTR Gruppen Roskilde og for Marius Pedersen A/S er det en glædens dag, at vi har indgået aftale, og vi ser meget frem til at byde alle medarbejdere velkommen i Marius Pedersen A/S. Det er samtidig en glæde, at direktør Gregers Højme forsætter som direktør og daglig leder i RTR A/S og RTR Kloakservice ApS. Det vil således være muligt at sikre en god overgang for medarbejdere og kunder, samt at kunne fortsætte de daglige aktiviteter.
RTRs kunder og forretningsforbindelser vil fremover have samme daglige kontaktpersoner, telefonnumre og mailadresser. RTR Gruppen Roskilde vil være i tæt samarbejde med kollegaer fra Marius Pedersen A/S.
Med salget til Marius Pedersen A/S har familien bag RTR Gruppen Roskilde levet op til stifterne Preben og Lises ønske og intention om at afhænde virksomhederne og blive en del af noget større.
Sammen vil vi styrket gå en spændende fremtid i møde med øgede krav til indsamling og behandling af flere affaldsfraktioner, øgede kundekrav om digitalisering og dokumentation, og samtidig alle være en del af en større organisation og en samlet større vognpark.
Spørgsmål kan rettes til:
Adm. direktør Simon H. Clausen, Marius Pedersen A/S, mobil 51361764
Direktør Gregers Højme, RTR A/S, mobil 20887530